Hvem er vi?

KFUM spejderne Ørum Djurs er en del af et spejderkorps, som tilbyder fritidstilbud med fællesskab, udfordringer og udvikling.

Vi har aktiviteter for børn, unge og voksne, som udfordrer og udvikler. Når vi oplever lejre, ture og aktiviteter sammen, opstår der fællesskaber. Det handler om at prøve grænser af både i det store og små. Man udvikler sig ved at løse udfordringer sammen.

At være spejder handler om at opleve og skabe kammeratskab i en gruppe, – at tage ansvar for sig selv og overfor kammeraterne. Spejderlivet er sjovt og udfordrende, når man er sammen om f.eks. at hygge rundt om bålet, bygge lejr, eller når man skal bakke hinanden op, fordi hele gruppen får våde og kolde fødder på en naturskøn hejk.

Vi bruger friluftsliv som en ramme om de fleste aktiviteter. En vigtig del af spejderlivet foregår i naturen. Som KFUM spejder lærer man at respektere og værne om naturen ved at leve, lære og lege i det fri. Derfor er friluftslivet en central del af spejderarbejdet, både i hverdagen og når vi mødes på lejre.

Et spejdermøde er både sjov, ballade og læring. Vi underviser ikke børnene, men tilrettelægger møderne, så børnene selv “lærer ved at gøre” -“learning by doing” eller øvelse gør mester.  Det er for eksempel nemmere at huske, hvor mange ben en bille har, når man selv har fanget den og talt dem. Spejderne lærer ved at gøre tingene i praksis – til spejdermøder eller på ture, lejre eller løb.

Spejderlivet skal være med til at udvikle børnene til selvstændige og ansvarlige unge og voksne. Spejderarbejdets mål er at ruste børn og unge til at kunne tage vare på deres egen udvikling og til fortsat at søge nye udfordringer livet igennem.

Samtidig er spejderbevægelsen demokratisk, og derfor er samarbejde, at lytte til hinanden og tage hensyn nogle af de værdier, som vi gør meget ud af som spejdere.

Ledere

Vi uddanner og udvikler ledere.

Alle vores ledere tilbydes KFUM-Spejdernes lederuddannelse, så vi sikrer at spejdermøderne både er sjove og udviklende for børnene.

Vi uddanner os som ledere ved at tage på kurser, hvor vi som unge og voksne ledere udvikler vores kompetencer sammen og individuelt. Kompetencer som kan bruges i spejderarbejdet og erhvervslivet.

At blive leder

Vi vil gerne lære dig at kende.

Er du ung eller voksen med mod på at arbejde med børn, eller søger du efter et fællesskab med udfordringer og friluftsliv sammen med børn og unge, så bliv leder eller lederassistent i spejdergruppen i Ørum.

Du behøver ikke at have været spejder eller leder før, – det bliver du undervejs.

Som leder hos os, står du ikke alene. Vi vil gerne have at alle grupper er så godt besat med ledere, så man med god samvittighed kan melde afbud til en tur eller et møde.
Vi vil i øjeblikket gerne have nogle flere med, for at vi kan dele ulve og junior gruppen, så de kan lave flere aktiviteter der passer til deres forskellige niveau, således at spejderarbejdet fortsat er spændende og udfordrende for alle.

Synes du det lyder spændende og kunne du tænke dig at være en del af vores fremtid?
Så henvend dig blot til en af lederne nævnt under Bævere eller Ulve/Juniorer.

Frivillighed

Alle vores ledere og lederassistenter er frivillige, som betaler lederkontingent for at være medlem af spejderbevægelsen. Til gengæld får man mulighed for at få nogle ubetalelige stunder med børn og unge, samt mulighed for at komme på kurser og udvikle lederevner.

Der indhentes børneattest på alle vores ledere.

Spejderbevægelsen

Spejderne i Danmark er en del af et globalt fællesskab – spejderbevægelsen. Et fællesskab, der på tværs af landegrænser, verdenshave og kontinenter samler 38 millioner børn, unge og voksne til at gøre en forskel og sammen bygge en bedre verden.

Lord Baden-Powell lagde grundstenene til spejderarbejdet i 1907. Han fremførte målsætningen for vores globale fællesskab med ordene “Leave this world a little better than you found it…” (Scouting for Boys 1945).

Det er vores fundament: Vi vil gøre verden til et bedre sted.

KFUM

KFUM-Spejderne i Danmark er et spejderkorps. Vi har knap 24.000 medlemmer. Spejder er ikke noget man “går til” – det er noget man er. Nøgleordene er selvstændighed, ansvar, demokrati og respekt for mennesker fra alle kulturer.

Som spejdere har vi ikke en partipolitisk holdning, men vi har en holdning til livet.

Vi er respektfulde overfor andre mennesker, og vi værner om naturen. En spejder er ærlig og ansvarlig og har sin egen mening.

Verdensorganisationer

Den internationale spejdebevægelse – det store globale fællesskab – er fordelt på to verdensspejderorganisationer, nemlig World Organisation of Scout Movement (WOSM) og World Association of Girl Guides and Girls Scouts (WAGGGS).

Som en del af den danske spejderbevægelse er KFUM-Spejderne i Danmark tilsluttet The World Organization of The Scout Movement WOSM , som organiserer spejdere over hele verden.

Vores verdensorganisationer er en unik adgang til et fællesskab med venner fra hele verden. Mødet med andre kulturer, andre måder at leve på og andre måder at være spejder på end lige den danske model giver en større forståelse og tolerance overfor det, der er anderledes. Det hjælper til at gøre verden til et bedre sted.

Religion og tro

KFUM-Spejderne er tilknyttet den danske folkekirke, og en del af vores formål er, at præsentere medlemmerne for det kristne budskab. Vi vil og kan på ingen måde tvinge dem til at tage det til sig. Det er vigtigt for os, at der er plads til både tro og tvivl.

Der findes tre internationale spejderprincipper om den enkelte, omverden og det åndelige.

Den enkelte lærer at tage ansvar for sin egen udvikling og vise respekt for medmennesker. Det betyder, at spejdere er gode til at lære af deres fejl, blive klogere og hele udvikle sig i forhold til deres udgangspunkt.

Samtidig skal man tage hånd om verden omkring sig, og det giver sig typisk udtryk i hjælpsomhed og at tage et ansvar for naturen og det samfund, som spejdere er en del af.

Spejderne lærer også at forholde sig til et åndeligt element, og selvom åndelighed lyder lidt støvet, så kan det måske bedre forklares med at finde sin egen mening med livet. Det kan for nogle give sig udtryk som en tro eller religion, andre for bestemte overbevisninger i deres liv, eller andre igen i deres egen måde at se verden på.